En officiel rapport fra EU-Kommissionen om sundhedstilstanden for mænd i Europa ser markant anderledes ud end den rapport, forskerholdet afleverede og fik godkendt i vinter.
Rapporten er nemlig blevet renset for tabubelagte emner, skriver Politiken.
I både den oprindelige rapport og forskernes eget resumé findes selvstændige afsnit om blandt andet seksuel adfærd, brug af kondom, mænd som voldsofre, selvmord, konsekvenser af skilsmisse, erektionsproblemer og infertilitet.
Disse emner er udeladt i kommissionens officielle udgave, som ellers på andre områder er en ordret gengivelse af forskernes resumé. Det gælder for eksempel emner som alkohol, fedme, kræft, ulykker og tandhygiejne. Det skriver Politiken.
Det danske medlem af forskerholdet, chefpsykolog og forskningschef ved Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, er chokeret over, at hans og kollegernes arbejde har været udsat for, hvad han kalder "systematisk censur".
Kommissionen havde nemlig selv bestilt en rapport, der skulle udpege de vigtigste sundhedsproblemer blandt mænd.
- Vi afleverer, hvad de har bedt om, men hokuspokus bliver alt det, de ikke bryder sig om at høre, fjernet. Enhver kan se, at det handler om gammeldags familieværdier og tabuer, siger Svend Aage Madsen til Politiken.
Det socialdemokratiske medlem af Europaparlamentet Britta Thomsen har ofte oplevet modstand fra katolske EU-lande, når det gælder kvinders ret til abort og prævention samt homoseksuelles rettigheder.
- Der er en tydelig rød tråd i, hvilke emner der er fjernet, og det er noget, vi skal reagere på, siger Britta Thomsen til Politiken.
Sundhedskommissær John Dallis talsmand begrunder frasorteringen af de kontroversielle emner med, at de ikke kan betragtes som hovedprioriteter, når det gælder mænds sundhed.