Af Kristina Gjelstrup Villadsen, krvi@avisen.dk
Hun er lidt af en drengepige, vil ud på gaden for at gøre en forskel og har villet være betjent, siden hun var 15 år.
Nu er hun 22 år og et stort skridt nærmere drømmen om den blå uniform. Lidija Labans forældre er fra Montenegro, og hun er en af de unge med anden etnisk baggrund, der har været i en uges praktik hos Københavns Politi for at finde ud af, om de var klar til Politiskolen.
Det var Lidija. Næsten. Det eneste, der haltede lidt, var hendes almene viden. Så hun fik en mentor fra Politiskolen, som kunne hjælpe hende med det sidste.
Mors lille pige
»Det har været rart at have en mentor, fordi hun vidste lidt om, hvad de ville spørge om til prøven. Hun lavede spørgsmål til mig om, hvad der havde været i nyhederne,« forklarer Lidija.
Nu sidder hun i et klasseværelse på Politiskolen og har lige prøvet sin uniform.
»I begyndelsen syntes min mor ikke, at det var verdens bedste idé, at jeg skulle være betjent. Jeg er enebarn og var jo hendes lille pige. Jeg skulle absolut ikke ud og lege med store bøller, mente hun. Men siden har hun støttet mig 100 procent,« fortæller Lidija, der ellers ikke har kæmpet med fordomme omkring sit karrierevalg.
»De der kender mig, har sagt, at politiet var det helt rigtige sted for mig,«