Alle fodboldforbund bliver nu opfordret til at holde et minuts stilhed før VM-kvalifikationskampene tirsdag og onsdag. Opfordringen kommer fra det internationale fodboldforbund, FIFA, på grund af en afrikansk fodboldtragedie.
"Stilheden er en markering af respekt for den afrikanske fodboldfamilie og til minde om dem, der mistede livet den 29. marts uden for stadion i Abidjan i Elfenbenskysten," skriver FIFA i en pressemeddelelse.
Dermed kan man altså forvente, der vil blive holdt et minuts stilhed inden Danmark møder Albanien i Parken onsdag.
Tragedien skete, da der opstod kaos før VM-kvalifikationskampen i lørdags mellem Elfenbenskysten og Malawi. 19 mennesker blev dræbt og mere end 130 blev såret i kaoset.