VisitDenmarks reklamestunt, om Karen der eftersøger faren til sit barn over YouTube, er blevet vist over en million gange. Men er det en god reklame for Danmark? Newspaq har set på, hvad brugerne på det sociale netværk synes om reklamen.
'Honestinwilkesbarre' er ikke sikker på, at han forstår, hvad Danmark får ud af reklamen.
"Hvordan kan en video, som denne, lokke turister til Danmark? Er det fordi danske kvinder er lette på tråden? Prøver de at sige, at hvis man vil have sex, så skal man bare tage til Danmark, for her er kvinderne nogle dumme ludere?," skriver han.
Har Danmark fået sig et dårligt rygte. I hvert fald husker 'Jentacular' ikke Danmark for noget godt.
"Hvad, er det rigtigt? Jeg vidste ikke engang, at folk gad besøge Danmark. Var det sidste vi hørte fra det land ikke Muhammed-tegningerne?"
'Gpsbiker' er ikke sikker på, at youtube-reklamen overhovedet virker.
"Hmm, så det er danskernes forsøg på at blive kendte i udlandet. Hvad er hovedindtrykkene? Danskere dyrker ubeskyttet sex. Danskerne er fulde og kan ikke huske så meget. Og... Det hele er bare løgn. Er I sikker på, at det virker?," spørger han.
Men det er ikke alle, der synes, at videoen er dårlig reklame, nogle brugere mener, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
"Denne video er da genial! Selvfølgelig kan man diskutere, om det er et godt billede at sende til udlandet, men at sende et billede er vel bedre end intet at sende? skriver en dansk bruger ved navn 'Aanderst'.
Omkring 6.000 mennesker har skrevet en kommentar til reklamen på YouTube.