For få måneder siden stemte SF ja til at få undersøgt CIA's fangeflyvninger i dansk luftrum.
Men blot få dage efter, partiets formand Villy Søvndal har sat sig i udenrigsministerkontoret vender han nu på en tallerken og afviser en undersøgelse.
Enhedslistens Frank Aaen, der i årevis har arbejdet for at få undersøgt de hemmelige fangeflyvninger, kalder Søvndals kovending for aftalebrud.
"Det er et klokkeklart brud mellem os, Socialdemokraterne, SF og de nordatlantiske partier om, at vi skulle have sådan en undersøgelse. Vi har seneste stem for det her i foråret," siger han til Newspaq.
Forslaget om at pålægge regeringen undersøgelse af flyvninger blev fremsat i Folketingssalen, men stemt ned af det daværende VKO-flertal.
Frank Aaen kalder det "meget skidt", at Danmarks mulige medvirken til tortur ikke bliver undersøgt.
"Det er dybt skuffende, at man nu løber fra det. Det er ikke fordi, vi bare skal grave i historien. Men Danmark har muligvis et medansvar for tortur, som er en del af det program, USA havde og har kørende, hvor folk bliver fløjet til ukendte steder," siger han.
Frank Aaen gætter på, at Villy Søvndal er blevet bange for at genere USA, efter han er blevet en del af regeringen.
"Men hvis ikke et land som Danmark skulle genere USA, når det drejer sig tortur og forsvinden af fanger, så er vi jo en rigtig dårlig ven af USA," siger Frank Aaen.
Han vil nu tage sagen op over for regeringen både i folketingssalen og i Udenrigspolitisk Nævn.
"Dels det, det principielle i at man dropper den her undersøgelse. Og dels, at man behandler samarbejdspartnere på en sådan måde, at man bare river en aftale i stykker," siger Frank Aaen.
'Hvor meget mere af den slags vil I i Enhedslisten stå model til?'
"Alternativet til dem vi har i regeringen er værre. Så vi rasler ikke med sablen i forhold til at vælte regeringen. Men det er klart, at det er ikke noget god start, og det vil de blive kritiseret for," lyder det fra Frank Aaen.