Hans Engell er efter syv år som chefredaktør på Ekstra Bladet blevet gået.
- Det er virksomhedens beslutning, siger bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus Jørgen Ejbøl ifølge buisness.dk om afskedigelsen, der ellers i første omgang i medierne torsdag blev udlagt som et selvvalgt exit.
- Det er ikke noget særligt dramatisk. Når man har været chefredaktør i syv år i en af branchens vanskeligste poster, sker der et skifter, siger han til buisness.dk.
Hans Engell fortsætter som politisk kommentator på Ekstra Bladet.
Engell afløses af Poul Madsen, der er chefredaktør på 24Timer. Han har tidligere blandt andet været journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet.
Poul Madsens chefpost på 24Timer bliver overtaget af Marianne Gram og Claus Johansen.
I en pressemeddelelse fra Jørgen Ejbøl hedder det:
- Hans Engell har ydet en fornem indsats gennem 7 år på en af branchens vanskeligste chefredaktørposter og afleverer en sund avis til sin efterfølger.
- Det glæder mig, at Ekstra Bladets nye ledende chefredaktør er fundet i Huset. Poul Madsen har vist sit store talent både redaktionelt og ledelsesmæssigt blandt andet ved etableringen af 24timer, fortsætter han.