De nye energiafgifter kan blive dyre - ikke bare for forbrugerne men også for virksomhederne, der ikke får råd til at ansatte så mange medarbejdere og måske endda må fyre folk, fordi afgifterne gør det dyrere at producere.
Det mener Dansk Industri (DI), der anslår, at de nye afgifter, hvoraf en tredjedel træder til kraft efter nytår, kan koster op imod 30.000 danske arbejdspladser.
"Afgifterne rammer ekstremt skævt. De rammer industrier som fødevarebranchen og byggemateriale-branchen, der bruger meget energi. De har ca. 30.000 mennesker beskæftigende. Jeg mener, at de virkelig er truet på livet. Det er store beløb, vi taler om," siger underdirektør i Dansk Industri, Richard B. Larsen, til Newspaq.
Han anslår, at afgifterne, når de er slået fuldt igennem i 2013, vil koste danske virksomheder op imod tre milliarder kroner årligt. For nogle virksomheder bliver den årlige merudgift per medarbejder 160.000 kroner.
Samtidig finder Richard B. Larsen det paradoksalt, at danske virksomheder, der er 40 procent mere energieffektive end resten af verden, nu straffes.
"Miljøargumentet holder ikke. Afgifterne betyder, at vi nu bliver udkonkurreret af udenlandske virksomheder, der bruger meget mere energi," siger Richard B. Larsen.
3F er blandt de fagforbund, der rammes hårdt af afgifterne, fordi mange af medlemmerne er beskæftiget i såkaldte procesvirksomheder bl.a. i kemi- og fødevareindustrien.
"Det vil koste os job. Vi eksporterer bare arbejdspladser til udlandet, fordi de ikke har de samme pålæg om afgifter i Tyskland og andre steder," siger forhandlingssekretær i 3F og formand for energipolitisk udvalg i CO Industri, Sven Erik Jensen, til Newspaq.
Han mener, at politikerne i stedet for afgifter skal indføre miljøforanstaltninger, hvis de virkelig ønsker at gøre noget for miljøet.
"Danske virksomheder har i forvejen næsten gjort, hvad de kunne for at energi-effektivisere," siger han.
Socialdemokraternes energiordfører, Ole Hækkerup, forstår industriens kritik. Han vil nu rejse spørgsmålet over for regeringen.
"Således at vi kan finde en anden måde at opkræve afgifterne på, så man både får en større miljøeffekt og undgår at smadre enkeltvirksomheders konkurrenceevne," siger han til Newspaq.
Energiafgifterne er en del af forårets skattereform. En del af afgifterne træder i kraft om få uger, mens resten træder i kraft i 2013.