Et job som malersvend skal besættes, men hvem bliver ansat i jobbet? Sandsynligheden for, at det er en hvid mand under 30 år, er stor.
Otte ud af ti malermestre har nemlig forbehold, når de skal ansætte nye svende, viser en opgørelse, som Malernes Fagforening har foretaget. Kvinder, ældre og udlændinge er ikke dem, der står øverst på ønskesedlen.
"Mange malermestres foretrukne arbejdskraft er en mand, han er under 30 år, og han skal tale perfekt dansk," siger Bo Rosschou fra Malernes Fagforening til 3F's Fagbladet.
Bo Rosschou forklarer, at fagforeningen gerne hjælper arbejdsgiverne med at finde arbejdskraft, men ikke med at sortere i kandidaterne.
"Alle malermestre bør respektere, at malerfaget består af både mænd og kvinder, unge og ældre samt svende, som kan have en anden etnisk herkomst end dansk," siger Bo Rosschou.
Malermestrenes forbehold skyldes ofte, at kolleger eller kunder ønsker, at malerne taler dansk. Men at det skulle være så mange, som undersøgelsen peger på, kan Per Vangekjær, formand for Danske Malermestre ikke genkende.
"Jeg synes godt nok, det lyder voldsomt. Jeg har talt med kolleger, der heller ikke kan genkende det. Vi udlærer jo tæt på 50 procent kvinder, så vi kan slet ikke undvære dem" siger Per Vangekjær.