Dansk Folkeparti kalder det 'en provokation', at man i danske retssale kan støde ind i domsmænd - almindelig borgere, der indkaldes som nævninge - som bærer tørklæde.
Det skriver Jyllands-Posten.
I Vestre Landsret i Århus var en af tre nævninge ved en sag i denne uge en muslimsk kvinde med tørklæde. Og selvom Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, anerkender, at idéen med domsmænd er, at de skal afspejle samfundet, så er hun stadig modstander af tørklædet i retssale.
- Jo.jo, men der er også mennesker med klaphat, som går rundt i det danske samfund. Jeg har intet imod, at der er forskellige religioner, men det skal ikke afspejles i en retssal, siger hun til Jyllands-Posten.
Justitsminister Lene Espersen (K) slår fast, at regeringen ikke rokker sig: Det er kun de juridiske dommere, der er omfattet af tørklædeforbuddet - det skal ikke gælde domsmænd og nævninge.
Advokat: problematisk
Præsident for Vestre Landsret Bjarne Christensen ser ingen problemer i, at almindelige borgere optræde i retssalen med tørklæde.
Det gør til gengælde forsvarsadvokat Henning Lyngsbo, der var forsvarer i sagen fra Århus, hvor en kvindelig domsmand bar tørklæde.
- Hun signalerer, at hun har en meget stærk tro på islam, der er rimelig barsk i sit syn på skyld og straf, siger han og tilføjer, at alle seks dommere var enige i, hvordan sagen skulle dømmes.
DF vil kræve tørklædeforbuddet udvidet til efteråret, når det skal forhandles på plads.