Lørdag morgen er det præcis et år siden, at Københavns politi rykkede ind og tømte Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det vil aktivister og tilhængere af ungdomshuset markere med fredelige demonstrationer i København - men arrangørerne vil ikke aktivt forhindre, at det udvikler sig til uro i gaderne.
- Vi kan jo ikke kontrollere folks følelser, så det vil vi ikke prøve på, siger Josh fra aktivisternes pressegruppe til RadioNyhederne ifølge Tv2.dk.
Han tilføjer, at lørdagens demonstrationer også sker i vrede over, at de unge stadig ikke har noget hus.
Informationschef Flemming Steen Munch fra Københavns politi vil ikke kommentere, om politiet er i forhøjet beredskab på lørdag.