Børn af misbrugere og andre udsatte børn, der anbringes uden for hjemmet, har bedst af at komme i pleje hos familiemedlemmer eller andre i deres netværk. I hvert fald når det gælder om at skabe stabilitet i børnenes liv, om deres psykiske helbred og velbefindende.

Sådan lyder den foreløbige konklusion på det hidtil største studie til at samle international viden om anbragte børn.

»Børn, som anbringes i plejefamilier, bliver flyttet flere gange mellem forskellige familier, deres forældre og mere lukkede døgninstitutioner, end børn, som er slægts- eller netværksanbragte. De får oftere psykiske problemer og er mere i kontakt med behandlingssystemet. Omvendt er plejebørn, som bliver hos deres nærmeste, bedre til at tilpasse sig. Og når man spørger dem, giver de udtryk for at have det bedre end andre anbragte børn,« siger en af forskerne bag projektet, Marc Winokur, leder af socialforskningscentret på Colorado State University, USA.

Elsket fra starten

Marianne Folden, faglig leder i FABU, Familieplejen for Børn og Unge, er ikke i tvivl om, hvorfor det er en fordel, at barnet anbringes blandt kendte ansigter.

»De kan give ubetinget kærlighed til barnet fra starten. De skal ikke først lære det at kende eller lære at elske det,« siger hun.

Det er ofte også tryggere for barnet at blive i sit eget netværk, supplerer familieplejekonsulent Else Lousdal, VITA – Center for socialt arbejde.

»Det er nemmere at blive hentet af tanten i børnehaven. Der er ikke så meget, der skal forklares. Barnet kan også oftere blive boende i nærheden af sin skole og i det hele taget blive i sit eget netværks kultur,« siger hun.

»Vi er godt på vej«

I februar 2006 trådte en ny anbringelsesreform i kraft i Danmark. Den indebærer, at alle muligheder i plejebarnets netværk og familie skal udtømmes, før en fremmed plejefamilie kommer på tale.

Alligevel bor kun godt fem procent af de 14.000 børn, som er anbragt uden for hjemmet, hos slægtninge eller hos andre af deres nærmeste, vurderer Marianne Folden.

»Men vi er godt på vej til flere slægtsanbringelser. Og det er ikke alle, der har bedst af at blive i slægten. Nogle har brug for en mere neutral anbringelse. Så man er nødt til at se på det enkelte barns situation,« siger hun.