Der kan ligge et hævnmotiv bag den bombe, der sprang under en lokal politibetjents bil på Bentesvej i Brabrand onsdag aften.
Den unge politimand, kaldet Mudi , der har palæstinensisk-libanesisk baggrund, har således tidligere været i adskillige sammenstød med unge indvandrere i Brabrand, hvor han selv bor.
Første gang, den unge betjent blev truet af unge, var under urolighederne ved en straffesag i Vestre Landsret 17. april i år. Dengang gik flere unge amok, da en formodet morder blev frifundet for knivdrab på deres ven, Murat Karabulut. Den unge betjent og en kollega lagde sig imellem og fik dermed fjender fra deres egen baghave.
Modtog klage fra borgere
30. maj i år blev de samme to betjente truet på livet af en hel flok lokale mænd ved Bazar Vest, og flere politipatruljer måtte rykke ud for at sikre de to betjentes sikkerhed. Episoden førte til, at 55 borgere i Brabrand skrev under på en klage mod de to unge betjente for embedsmisbrug, løgne og falske rapporter, fordi de mente, at de unge mænd selv havde startet urolighederne.
En uge senere ringede en 45-årig mand til politiet og kom med dødstrusler mod to betjente i Gellerup – formentlig de to unge indvandrerbetjente. Den 45-årige blev siden anholdt.
Og i forgårs kulminerede længere tids trusler altså med, at ’Mudis’ private bil blev sprængt i luften uden for hans bolig. Derfor står hævnmotivet højt på politiets liste over mulige motiver til attentatet.
»Vi efterforsker alle muligheder, og udløbere af sagen fra Vestre Landsret er én af vores mulige motiver,« siger politiets leder af efterforskningen, Jørgen Munk.