På partiets egen hjemmeside kalder De Konservative sig for Danmarks grønne parti , men torsdag var afviklingen af en effektiv valgkamp vigtigere end miljøet.
I en chartret Bell 222-helikopter lod vicestatsminister Bendt Bendtsen sig fragte rundt til vælgerarrangementer i Søndersø, Aarup, Faaborg, Svendborg og Nyborg, inden han kørte i bil til Hillerød.
Ifølge Air Alpha i Odense Lufthavn forbruger en Bell 222-helikopter godt og vel 400 liter jetbrændstof på sådan en rundtur, og det svarer ifølge specialkonsulenterne Stefan Krüger Nielsen fra Miljøstyrelsen og Peter Dal fra Energistyrelsen til en CO2-udledning på ét ton.
Min Opel belastede også
Til sammenligning udleder hver dansker 10 ton CO2 på et år, og havde Bendt Bendtsen sat sig for at udlede ét ton CO2 ved kørsel i en personbil, kunne han have kørt 5.000 kilometer.
Hos De Konservative oplyser man, at helikopteren blev valgt, så dagen kunne foregå så effektivt som muligt.
»Førhen kørte jeg rundt i en gammel Opel og førte valgkamp i tre uger. Det var sikkert også belastende for miljøet. Nu har jeg kun to dage, og derfor valgte vi en helikopter for at spare tid,« siger Bendt Bendtsen.
»På turen har jeg nået fem byer og mødt mange rigtigt spændende mennesker. Det havde jeg garanteret ikke nået, hvis vi var kørt i bil,« siger Bendt Bendtsen.
K havde købt CO2-kvote
Blandt andet gjorde et besøg på en produktionshøjskole i Søndersø et stort indtryk på den fungerende erhvervsminister, som bagefter rundede en institution for udviklingshæmmede i Aarup og holdt debatmøde med de studerende på Faaborg Gymnasium.
Inden turen gik til Sjælland, nåede han også gågaderne i Svendborg og Nyborg.
Forud for turen havde de Konservative købt en CO2-kvote på 10 ton, som på internettet handles for 100 kroner per ton, så industrien og andre af de mest belastende brancher ikke kan købe dem.I Danmark udledes godt 50 millioner ton CO2 om året.