Selv
når det gør allermest ondt, må vi ikke give op.
Det
siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som reaktion på at, to danske
soldater er dræbt i Afghanistan under kamphandlinger mod lokale
Teleban-krigere.
-
Hvis vi giver op, når terroristerne slår til, er det det samme som terroristerne
vinde. Så er det tyranniet, der vinder over demokratiet, siger Anders Fogh
Rasmussen.
-
Hvert eneste liv, der går tabt, er ét for meget. Men vi må også gøre os klart,
at operationen handler om noget dybt alvorligt - den handler dybest set om
vores egen sikkerhed. Vi er i Afghanistan for at hjælpe det afghanske folk. Vi
er der for at sikre, at Afghanistan ikke igen bliver til et fristed for
international terrorisme, siger statsministeren.
Uvurderlig indsats
Over
en bred kam er der opbakning til den danske indsats i Helmand-provinsen i
Afghanistan – trods de to dødsfald.
Socialdemokraternes
formand, Helle Thorning-Schmidt siger direkte til de dræbtes soldaterkammerater
i Camp Bastian:
- I gør en uvurderlig indsats, og I er med til at
give os håb om, at vi kan bremse terroristerne, og fremme den demokratiske
udvikling i Afghanistan.
Pia Kjærsgaard (DF) er på linie med Helle Thorning:
- De danske soldaters opgave i Afghanistan med genopbygning og
nedkæmpelse af Taliban er en meget vigtig opgave, og de danske soldater
fortjener vores dybe respekt. Må de udstationerede danske soldater ikke tvivle
på vores fulde opbakning og støtte i svære stunder som disse, siger Pia Kjærsgaard.
Soldaterne skal ud
Kun
Enhedslisten og til dels SF mener, at de danske soldater skal ud.
- De voksende tab i Afghanistan viser, at indsatsen
ikke virker efter hensigten. De udenlandske tropper opfattes i stigende grad
som besættelsestropper, siger Frank Aaen fra Enhedslisten. Han mener, at
Danmark i højere grad skal arbejde for en civil genopbygning af landet.
SFs formand, Villy Søvndal, vil have Folketinget
til at diskutere, om det er tid til at diskutere soldaternes rolle i Afghanistan.
- Jeg frygter, at de to soldater ikke bliver de
sidste dødsfald. Af respekt for ofrene og deres pårørende bør folketingets
partier hurtigst muligt åbent drøfte en markant ændring af formen på den danske
indsats i Afghanistan, fastslår SF’s formand.
For de pårørende til danske udsendte soldater fra
Familienetværket har det været et barsk efterår med fem dræbte soldater i
Afghanistan.
- Det er klart, at man bliver bekymret og påvirket,
men at udsendte danske soldater kan blive dræbt i kamp, er en risiko man skal
være klar over, hvad enten man er udsendt soldat eller pårørende, siger Jane
Hübschmann fra Familienetværkets afdeling hos Gardehusarerne i Slagelse, hvor
de to dræbte soldater kom fra.