Hun ville ikke tale med journalister.
- Jeg vil op til mine partifæller, de savner mig, sagde Pia Kjærsgaard, da hun nærmede sig Dansk Folkepartis fest i Landstingssalen på Christiansborg.
Og hun blev i den grad hyldet.
- Og det var Pia, og det var Pia, olé, olé, olé, sang medlemmerne og viftede med de små blå DF-papirsflag.
- Det er helt fantastisk, begyndte Pia Kjærsgaard, der har udsigt til en historisk sejr og fremgang på et mandat.
- Det er gået over al forventning. Det har været vidunderligt. I modsætning til alle kovendingerne, har vi stået fast. Vi har ikke talt elitens sag, vi talt folkets sag. Vi er partiet for alle, lønmodtagere, direktører, landmænd, arbejdere, alle. Vi er folkets parti, sagde Pia Kjærsgaard og løftede armene.
Dansk Folkeparti får efter alt at dømme fremgang ved valget og går fra 24 til 25 mandater. Det ser ud til at, VKO-flertallet af intakt - dog skal blokken dog have hjælp fra mindst et nordatlantisk mandat.
Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at komme Ny Alliance i møde. Faktisk blev Pia Kjærsgaard lettere mopset, da hun fik spørgsmålet.
- Nej hør nu her. Det er Ny Alliance, der har kravlet op i et træ og manet sig op i et hjørne. Det er Ny Alliance, der har en opgave i at kravle ned fra det træ og komme ud af det hjørne, sagde hun.