Nyhedsavisens udsendte korrespondent.
NEW YORK: Den ene kandidat bruger internettet hver eneste dag. Han har en kæmpe hjemmeside, der besøges af millioner - og måske er det vigtigste led i hans kampagne.
Den anden har endnu ikke sendt sin første email.
Det fortæller John McCain, republikanernes præsidentkandidat, i et interview med New York Times.
- Jeg emailer ikke. Jeg har aldrig følt et særligt behov for at emaile, siger John McCain i interviewet.
Kan snart gå på nettet
John McCains kampagne er dog meget aktiv på internettet - og udsender typisk 10-20 emails om dagen til journalister, der følger valget
McCain selv bruger også mange informationer fra internettet. Han kan bare ikke selv finde frem til dem.
- De (hans hustru og medhjælpere) går på nettet for mig. Jeg er ved at lære selv at gå online, og det vil jeg kunne snart, altså gå på nettet selv. Jeg regner ikke med at bruge det meget - jeg regner ikke med at få min egen blog, men jeg er ved at blive god nok, så jeg kan skaffe mig de informationer, jeg har brug for fra computeren, siger McCain.
Republikaneren, der fylder 72 år i næste måned, foretrækker i stedet en god gammeldags avis.