Den 18-årige finske mand, der i forgårs skød og dræbte otte personer og sig selv på et gymnasium nord for Helsinki, havde en nær veninde med danske rødder.
Som omtalt i går var han kort før dramaet blevet afvist af en net-veninde, der på sin YouTube-profil kaldte sig »tanascheel«. Tanascheel er ifølge Nyhedsavisens kilder identisk med en 22-årig pige i London, der har dansk far og hollandsk mor. Begge forældre er adelige, og alle navne er kendt af redaktionen.
Advarede veninden
Pekka-Eric Auvinen advarede kort før massakren pigen om, at »mit blod er på dine hænder«. Det oplyser en finsk journalist på avisen Iltalehti, der efterfølgende har været i kontakt med pigen. Han var vred over, at den danske pige havde fået en ny kæreste.
Efterfølgende undskyldte Auvinen sig med, at han var stoppet med at tage medicin, og at det gjorde ham i dårligt humør.