Britisk politi har sigtet to mænd for mordene på to franske udvekslings-studerende, der blev stukket ihjel.
De sigtede er en 23-årig mand og en 33-årig mand. To andre anholdte i sagen, en 35 årig mand og en 25-årig kvinde, er blevet løsladt igen.
De to udvekslingsstuderende Gabriel Ferez og Laurent Bonomo var begge 23 år, og blev fundet i en nedbrændt lejlighed. Det er politiets teori, at branden i lejligheden er blevet påsat efter, at de to er blevet myrdet.
Den ene af de to myrdede blev stukket næsten halvtreds gange - den anden næsten 200.
Sagen har rystet selv garvede politifolk, som kalder mordet for 'et vildt, brutalt og vanvittigt angreb'.