Det tog kun 48 timer, før en global efterlysning af en mistænkt pædofil førte til en anholdelse.
For kun anden gang nogensinde efterlyste Interpol tirsdag en mand, der optrådte på et billede med børneporno. I dag arresterede politi i New Jersey, USA, så den mand, som ifølge Interpol optræder på billedet.
Manden på billedet, der gik verden over, er ifølge politiet den 58-årige Wayne Nelson Corliss. Han er skuespiller og har medvirket i flere mindre kendte film under navnet Casey Wayne, oplyser nyhedsbureauet AP.
Han optræder dog også på adskillige billeder med børneporno, som norsk politi beslaglagde under en razzia i Norge i 2006. Ifølge politiet viser billederne ham have sex med mindst tre asiatiske drenge. Den ene var kun seks år gammel.
Viste sit ansigt
Det er kun anden gang, at Interpol offentliggør et billede af en mistænkt pædofil i en efterlysning. Første gang førte det også til en hurtig anholdelse og til, at en 32-årig canadier nu er tiltalt for at have misbrugt en niårig dreng.
Wayne Nelson Corliss gjorde angiveligt intet for at skjule sig på billederne af ham og drengene, selvom han er skuespiller.
Iføge Interpol kan det dog skyldes, at pædofile prøver at vinde hinandens tillid ved at vise deres ansigter – og dermed få adgang til hinandens billeder.