Et spiritusfirma fra Kolding var lidt for kreativt, da det solgte vodkashots med lakridssmag under navnet 'Los Piratos'.
Navnet minder nemlig så meget om Haribos klassiske Piratos, at Sø- og Handelsretten tirsdag idømte firmaet Hela Wine & Spirits en bøde på 50.000 kroner. Det skriver TV2.
Solgte for 90.000
'Los Piratos'-flaskerne var prydet af en pirat med klap for øjet, og firmaet Hela Wine & Spirits solgte i alt 13.176 flasker vodka med lakridssmag, hvilket indbragte firmaet en fortjeneste på omkring 90.000 kroner. Som en del af dommen skal firmaet betale 150.000 kroner til Haribo Lakrids A/S.
Det er ikke første gang, at et spiritusfirma lader sit friste til at misbruge et kendt varemærke. Sidste år blev et andet firma idømt en bøde af Højesteret for at sælge vodkashots under navnet Fisherman med næsten samme etiket som pastillerne Fisherman's Friend - vel at mærke uden at spørge om lov.