Den danske ulandsbistand bruges til at betale for de irakiske tolkes ophold i Danmark.
Det skriver Information på baggrund af oplysninger fra Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet. I alt bliver der hvert år brugt 400 millioner kroner af ulandsbistanden til at betale for modtagelse af flygtninge i Danmark.
- Det er helt almindeligt og har været sådan de seneste 10-15 år, siger Henrik Kyvsgaard, afdelingschef i Integrationsministeriet, til Information.
SF s Steen Gade er fortørnet. Han påpeger, at verdens fattige betaler regningen for de problemer, som Danmark har været med til at skabe i Irak.
- I Danmark tror alle jo, at 0,8 pct. af vores bruttonationalprodukt
gives til verdens fattigste. Men det reelle er, at man tager pengene
(til tolkene o.a., red.) fra verdens fattigste. Så simpelt er det. Man snyder jo vælgerne. Og man snyder selvfølgelig også de fattige, for det er dem, der ikke får pengene, siger han til avisen.
Udviklingsminister Ulla Tørnøs (V) afviser kritikken. Hun understreger, at Danmark følger OECD s regler for opgørelse af u-landsbistand.