Socialdemokraterne og De Radikale vil give alle asylansøgere mulighed for at bo og arbejde uden for centrene, imens de venter på at få behandlet deres ansøgninger.
Regeringen og Dansk Folkeparti anklager partierne for at lægge en bombe under dansk asylpolitik og bruger Sverige som skræmmeeksempel. S og R bruger derimod Finland som et eksempel på, at man godt kan lade asylansøgere deltage i det normale samfund, uden at landet oversvømmes af asylansøgere.
Fakta er, at Sverige sidste år modtog 24.322 asylansøgere, mens Finland modtog 2.324 asylansøgere. Nyhedsavisen har ringet til myndighederne i de to lande for at hitte rede i deres asylpolitik.´
Sverige overvejer at stramme
Sverige har længe haft meget lempelige regler for asyl. Lige nu kan asylansøgere få lov til at arbejde med det samme, hvis myndighederne vurderer, at det vil tage mere end fire måneder at gennemgå ansøgningen.
Derudover kan ansøgerne selv vælge, om de vil bo i private lejligheder eller anvises til huse med andre ansøgere af samme køn. Pressesekretæren for den svenske migrationsminister, Markus Friberg, fortæller, at cirka halvdelen vælger at bo i private boliger.
»Men den lov skal genvurderes i efteråret. Det giver store problemer i byer som Malmø, fordi ansøgerne vælger at klumpe sig sammen i de samme boligområder.«
Hvorfor modtager Sverige så mange asylansøgere i forhold til eksempelvis Finland?
»Der er flere årsager. Vi har haft en lempelig politik siden 1980 erne, og derfor vælger mange at søge til Sverige, fordi de har netværk eller familie her. For nogle år siden vedtog vi en lov, der gav allerede afviste ansøgere mulighed for at søge igen, og det har sendt et klart signal om, at det var lettere at få asyl i Sverige.«
Vil det betyde flere asylansøgere til Danmark, hvis vi vedtager, at asylansøgere kan bo og arbejde uden for centrene?
»Jeg vil helst ikke blande mig i dansk indenrigspolitik«.
Asylsøgertallet falder i Finland
I Finland får asylansøgerne lov til at arbejde efter tre måneder. Derudover kan de selv vælge, om de vil bo i en privat lejlighed, imens de venter. Det forklarer informationsmedarbejder i det finske flygtninge-rådgivningscenter Sanna Rummakko.
I Finland sidder der omkring 200 asylansøgere fra det nordlige Irak. Den samme type flygtninge, som i øjeblikket dominerer den danske valgkamp. Men i Finland har man fra i år valgt at give de ansøgere mindst midlertidigt asyl, forklarer Sanna Rummakko.
Er I ikke bange for, at de åbne regler vil betyde en massiv tilstrømning til Finland?
»Nej, for tingene er mere komplekse end som så. Vi venter ikke flere asylansøgere, fordi vi har lempet reglerne. Der er mange forskellige faktorer, der spiller ind, når mennesker vælger at søge asyl i eksempelvis Finland.«
Sverige har næsten de samme regler som Finland. De får cirka otte gange så mange asylansøgere. Hvordan kan det være, tror du?
»Det er, fordi Sverige har et godt ry i verden.«
Danmark:
2000: 12.200
2001: 12.512
2002: 6.068
2003: 4.593
2004: 3.235
2005: 2.281
2006: 1.960
Kilde: Integrationsministeriet
Sverige:
2000: 16.303
2001: 23.515
2002: 33.016
2003: 31.355
2004: 23.161
2005: 17.530
2006: 24.322
Kilde: Migrationsverket
Finland:
2000: 3.170
2001: 1.651
2002: 3.443
2003: 3.221
2004: 3.861
2005: 3.574
2006: 2.324
Kilde: Immigrationsdirektoratet