I samarbejde med Kaare Sørensen, kaso@avisen.dk
De er blevet slået ned. Sparket, mens de lå på jorden. Og fået frarøvet mobiltelefon og jakke.
I alt seks yderst grove overfald de seneste to en halv måned.
Og nu har ledelsen i Morgendistribution Danmark – Nyhedsavisens distributionsselskab - fået nok og trækker midlertidigt avisens bude væk fra et område i det københavnske nordvestkvarter, hvor der ligger flere værtshuse og spilleklubber
- Vi må tænke på vores budes sikkerhed, og derfor stopper vi nu leveringen på en enkelt gade. Så må vi se på, om vi på et tidspunkt åbner den igen, siger Per Friis, administrerende direktør i Morgendistribution Danmark.
Han er overrasket over de brutale overfald.
- Det er utrolig afstumpet at overfalde folk, der bare passer deres arbejde, siger Per Friis.
3F bekræfter, at der den seneste tid har fundet adskillige overfald sted mod avisbude i Storkøbenhavn.
Fagforeningen oplyser, at man har forsøgt at få arbejdsgiverne med på en ordning, hvor budene bliver udstyret med en alarm, men det kunne parterne ikke blive enige om.
De seks overfald på Nyhedsavisens bude er sket på både polske og et enkelt dansk bud, og fem af overfaldene er meldt til politiet.