Af Stine Behrendtzen | stbe@avisen.dk

I årevis fulgte han alle deres bevægelser. Vendte hver en sten, indtil der en dag var beviser nok til at knalde den gruppe venstrefløjsaktivister, der senere fik navnet Blekingegadebanden.

Og selvom sagen for længst er afsluttet og arkiveret, er den ikke færdig for den nu pensionerede Jørn Moos, der i sin tid ledede efterforskningen.

Leder efter svar

I dag mødes han nu af og til med en af gruppens medlemmer og får svar på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål, der stadig rumsterer bag Moos grå øjenbryn. Hvem af Blekinge-bandens medlemmer det er, vil han ikke ud med:

»Vi stødte jævnligt på hinanden i det lokalområde, hvor vi bor, hvor vi har deltaget i nogle af de samme ting. Vi har flere gange hilst på hinanden og blev enige om, at vi kunne snakke med hinanden,« siger Jørn Moos, der i morgen udgiver bogen Blekingegadebetjenten , der handler om årene hos politiet.

Hvem affyrede skuddet?

»Vi taler om, hvordan vi hver især har det. Hvordan vi har set tingene fra hver vores side. For vi kender en hel del til hinanden. Så er det en form for interesse og nysgerrighed fra begge sider. Det er godt. For hvis nogen har lavet ting, der er grove over for mig og samfundet, er det godt at få indsigt i motiverne,« siger han.

Og der er mange spørgsmål, Jørn Moos endnu ikke har fået svar på.

Hvem af bandens medlemmer affyrede det skud, der dræbte den 22-årige politimand 3. november 1988 i Købmagergade? Og hvad blev der af de 12 millioner kroner, der aldrig blev fundet?

Jørn Moos har sine egne teorier. Og han har endnu ikke opgive at finde de endelige svar.

Derfor mødes han et par gange om året med sin gamle efterforskninggruppe og taler om Blekingegadebanden, der aldrig blev dømt for alt, den stod tiltalt for.

Blandt andet drabet på den 22-årige Jesper Egtved Hansen ¿ den eneste forbrydelse, der endnu ikke er forældet.

»Vi mødes, fordi vi kom meget tæt på hinanden. Vi har brugt utallige timer på at diskutere, om vi har overset noget. Og det tror jeg. Når der dukker noget nyt op, diskuterer vi med hinanden, om det kunne være noget,« siger han.

»Et drab bliver jo aldrig forældet. Så i princippet, hvis man fik beviser, der ville kunne holde til tiltale, kunne man rejse en drabssag. Vi vil gerne have afsluttet den her sag fuldstændig. Et langt stykke af vejen var det vores sag,« siger han.