Landets passagerer kommer til at kigge længere og længere efter deres bus fremover. Især de jyske regioner er ramt af mindre buskørsel.
På landsplan er der på fire år skåret 570.000 bustimer væk i den kollektive trafik.
»Skrækscenariet er, at det vil dræbe den kollektive trafik ¿ det går hurtigt med at afvikle busruter lige nu. Og det kommer til at gå ud over de ældre og de unge, der ikke har råd til bil,« siger trafikordfører for Socialdemokraterne, Magnus Heunicke.
De færre bustimer svarer til seks procent af al buskørsel mellem 2003 og 2007.
En anden køreform
Hos Venstre møder forudsigelsen om den kollektive trafiks død løftede øjenbryn.
»Man skal ikke opstille skrækscenarier over de færre bustimer. Jeg synes tværtimod, at vi går lysere tider i møde. Mange flere danskere veksler mellem transportformer ved for eksempel både at køre i bil og bus,« lyder det fra Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen. Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S) mener, at nedskæringerne vil medføre flere bilister og mere CO2-udslip.
»Den kollektive trafik trænger voldsomt til et løft, og befolkningen vil have et alternativ, der fungerer, og som de reelt kan benytte sig af,« siger han.
Mindre prisstigninger
For nylig blev der indført nye regler om, at prisen på busbilletter ikke må stige mere end prisen på alle andre varer i gennemsnit. Derfor bliver der primært skåret på bustimerne fremover.
Alligevel mener formanden for Danske Regioner, at pristaksterne skal låses låst helt.
»Vi skal lave en præcis aftale om at låse taksterne og omlægge bustrafikken,« lyder forslaget fra Bent Hansen.