12 irakere skal tvangshjemsendes, fordi de har fået en udvisningsdom oven i deres straf i Danmark. En af dem er dømt for at bruge et falsk pas i lufthavnen. Han fik 40 dages fængsel – og en udvisningsdom.
Og faktisk er det lige efter loven, at der ikke skal mere til, før en udlænding får en udvisningsdom.
Reelt kan man blive udvist for at bryde ind i en villa, stjæle en bil eller nappe en isbåd i fryseren hos Netto. Det forklarer en række advokater, som Nyhedsavisen har talt med.
Indbrud i villa
»Der skal ikke ret meget til. Hvis man eksempelvis har været tre år i Danmark med opholdstilladelse og bryder ind i en villa, så kan man blive udvist,« siger formand for Foreningen af Udlændingeadvokater Anders Christian Jensen og henviser til udlændingeloven.
I den er graden af forbrydelser opstillet på den såkaldte trappestige. Jo længere tid, man har opholdt sig i Danmark, jo mere skal der til, før man bliver udvist. For år siden kunne man ikke blive udvist for at stjæle en bil, forklarer seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Kim U. Kjær.
Men efter, at regeringen af flere omgange har strammet reglerne, kan det, som Kim U. Kjær kalder »banale kriminalitetsformer«, være nok til at blive udvist.
»Sat på spidsen kan man blive udvist for at stjæle en isbåd i Netto,« siger Kim U. Kjær og påpeger, at det hører med til historien, at det i hver enkelt sag bliver vurderet, hvor stor tilknytning den kriminelle har til Danmark og til hjemlandet. Det der hedder en 'paragraf 26-vurdering'.
Kone og børn ligegyldige
Men i mange tilfælde hjælper den paragraf ikke meget, mener formanden for udlændingeadvokaterne Anders Christian Jensen:
»Selvom en person både har kone og børn i Danmark, så er det forholdsvist sjældent, at vedkommende undgår udvisning, hvis han ikke har været i Danmark i særlig mange år.«
Han henviser til det tænkte eksempel med manden, der bryder ind i en villa efter tre års lovligt ophold i Danmark. Havde han haft kone og børn i Danmark, havde det ikke ændret ved udvisningen, vurderer Anders Christian Jensen.
Udvisning og lov
Regeringen har ad flere omgange strammet udlændingeloven.
Før den seneste stramning i 2006 skete udvisning kun i forbindelse med en længere fængselsstraf.
Nu kan man blive udvist for at gentage mindre lovovertrædelser.