Lørdag rejser 108 af Sri Lankas ialt 950 fredsbevarende soldater i Haiti hjem. En indledende undersøgelse viser, at de har købt prostituerede - formentlig også mindreårige - hvilket FN ikke tillader sine udsendte. Det skriver FN i en pressemeddelelse.
Også bataljonens næstkommanderende samt to officerer sendes hjem. Sagen vil nu blive underlagt en intern undersøgelse.
FN har en nul-tolerance-politik i forhold til seksuel udnyttelse og prostitution, men det er langt fra første gang, organisationen rammes af en sex-skandale.
I 2004 blev FN-soldater i Congo anklaget for seksuel udnyttelse af piger helt ned til 13-års-alderen, og førhen har lignende sager været fremme i blandt andet Liberia, Elfenbenskysten og Sudan.