Giftelystne danskere og deres udenlandske kæreste kan langt fra vide sig sikre på, at de får de rigtige regler om familiesammenføring oplyst, når de ringer til Udlændingeservice.
Det fremgår af Folketingets Ombudsmands hjemmeside.
Ombudsmand overvejer ny sag
I dag er det kommet frem, at Udlændingeservice i årevis har undladt at fortælle danskere og deres ægtefæller under 24 år, at de helt lovligt kunne undgå 24-års regel og tilknytningskrav ved at tage eksempelvis et sommerjob i et andet EU-land.
- Vi følger sagen med stor interesse og forventer, at ombudsmanden en af de nærmeste dage vil tage stilling til, om han har grundlag for at gøre noget i sagen, siger afdelingschef hos ombudsmanden Kaj Larsen til Avisen.dk.
Pensionister og læger fik heller ikke besked
Det ville i så fald ikke være første gang, at ombudsmanden ser udlændingemyndighederne efter i sømmene.
Allerede for to år siden - og igen sidste år - kritiserede ombudsmanden udlændingemyndighederne for at have undladt at informere offentligheden og dermed potentielle ansøgere om lempelser i reglerne for familiesammenføring.
- I et sådant tilfælde er der en betydelig risiko for, at de borgere, der rent faktisk bliver bedre stillet ved praksisændringen, slet ikke får kendskab til den og derfor afstår fra at søge familiesammenføring, sagde ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en pressemeddelelse i marts 2006.
Dengang kritiserede ombudsmanden Integrationsministeriet for at fortie lempelse af reglerne, som gjorde det nemmere at få sin udenlandske mand eller kone til landet, hvis den herboende ægtefælle havde et særligt arbejde - for eksempel som læge.
Betydning for pensionister
I flere andre sager har ombudsmanden også været ude efter udlændingemyndighederne.
Første gang, ombudsmandens hammer faldt, drejede det sig om en ændring af praksis i sager om familiesammenføring, som havde betydning for pensionister, der har opholdt sig i et andet EU-land.
Ændringen gjorde det lettere for pensionister at få en udenlandsk ægtefælle med tilbage til Danmark end før. Det anede mange pensionister bare slet intet om - fordi Udlændingeservice ikke oplyste dem om deres rettigheder.
Ombudsmanden udtalte dengang, at han fremover ville være særlig opmærksom på, om borgerne får tilstrækkelig vejledning fra udlændingemyndighederne.