Det har længe ligget i luften, at Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, ikke fik et godt resultat ved præsidentvalget, hvis resultat har ladet vente på sig siden 29. marts.
Nu oplyser regeringskilder ifølge CNN, at Mugabe har tabt første runde af valget til oppositionsleder Morgan Tsvangirai.
Tsvangirai har ifølge kilder fået 47 procent af stemmerne, mens Mugabe fik 43 procent.
Det betyder, at en ny runde af valget er nødvendigt, da man skal opnå mere end halvdelen af stemmerne i første runde for at blive valgt. En ny runde skal angiveligt holdes i løbet af et par uger.
Tsvangirais parti hævder, at Mugabe har tilbageholdt valgresultatet, fordi Tsvangirai fik mere end halvdelen af stemmerne, men at Mugabe har haft brug for tid til at svindle sig til muligheden for en ny valgrunde.