Vil udviklingsminister Ulla Tørnæs stadig være medlem af Folketinget? Og hvad med integrationsminister Rikke Hvilshøj? Og Claus Hjort Frederiksen?
Flere ministre er fortsat på vippen, viser de foreløbige optællinger af stemmerne.
Efter Folketingsvalget i går står omkring 25 pladser af de 175 danske pladser i Folketinget fortsat åbne – og bliver først endeligt afgjort, når de personlige stemmer bliver talt op i løbet af dagen.
På vippen står også tidligere Venstreformand Uffe Ellemanns datter Karen Ellemann, der i Københavns Storkreds skal kæmpe om en plads med Jens Hald Madsen og Gitte Lillelund Bech.
Den tidligere tv-vært – og nyligt udsprungne konservative - Paula Larrain kæmper i Københavns Storkreds om et mandat med Helle Sjelle. Og i Nordsjællands Storkreds skal to pladser deles mellem Pia Christmas-Møller, Lars Barfoed og Benedikte Kiær.
Avisen.dk dækker optællingen af de personlige stemmer dagen igennem.