Lokalerne er de samme, som de altid har været. Den grønne bar, de sortsværtede lamper, papirsflagene og væggene tapetseret med Sonny Rollins, Alex Welsh og Jimmy Witherspoon-plakater.

Men i morgen holder jazzbar Bent J i Nørre Allé i hjertet af Århus den allersidste afskedsfest. Der har været holdt flere gennem årene, men hver gang har Bent Jørgen Jensen taget en tørn mere, fundet nye midler og hengemte kræfter. I morgen er det helt forbi.

Om Bent sidder for enden af stambordet, er uvist til det sidste, for det 75-årige jazzkoryfæ er nu så svækket af knoglemarvskræft, at historien om hans livsværk gives videre af vennen Albert O. Meier. Han har været med i alle årene fra marts 1973, hvor Bent efter mange år frigjorde sig fra Stakladen og startede for sig selv. For at få sit eget, og fordi han elskede jazzmusikken.

En international scene

Jazzbar Bent J blev historien om manden, der med kærligheden til jazzmusikken skabte en international scene, som blev udklækningsanstalt for mange af landets bedste jazzmusikere.

Om vilde aftener med Bent Eriksen og Slim Gaillard, der faldt sammen over tangenterne, fordi han fik Dortmunder i stedet for Top af bartenderen.

Om Dan Turéll, der under en optræden med Sølvstjernerne mødte sin Chili og sidenhen kun ville optræde i Århus, hvis det var på Bent J.

Om svenske jazzmusikere, der i perioder boede i lokalet, og om, da man kunne komme på klubber i New York og sige, at man kendte Bent J, og så var man best fellas .

»Alle vidste, hvem Bent var,« husker Albert.

Og verdensnavne som Al Grey, Lee Koeitz og Benny Golson kom til Århus og spillede for så beskedne honorarer i Bents ydmyge lokaler, at de ville have afvist ethvert andet tilbud af den art. Fordi de kunne lide værten, og fordi jazzen altid har været det, det hele drejede om.

»Musikken var altid omdrejningspunktet, og derfor var det heller ikke bare øl, fisse og hornmusik, men kultur. Der var kultur hernede,« siger Albert.

En blandet øl-/drukkultur parallelt med musikken. Et spillested, der rummede alle genrer, lige fra swing over bebop til moderne free form. Et sted, hvor både drukmåse og jazzekvilibrister fik noget ud af at være.

For enden af stambordet

Der elskede Bent at sidde midt i det hele. For enden af stambordet med en Top efter cykelturen fra Risskov; i gang med at læse digte op eller fortælle gamle anekdoter fra jazzbaren med de ni liv.

»Der har været holdt et par afskedfester i tidens løb, men Bent har aldrig været konsekvent. Når han havde været i banken, sagde han altid: Nu lukker jeg , men så fandt han alligevel en måde at sno sig. Sandheden er, at han ikke kunne se sig selv i pensionistrollen, og hvis han nogensinde havde været gift eller fået børn, så var det heller ikke gået så længe,« konstaterer Albert.

Og nu slutter det så. Slut med jam hver fredag, hvor gamle garvede og unge uprøvede spiller side om side. Slut med at se Bent sidde for barenden. En følelse, der ikke er til at sætte ord på, men som lægger sig på stemmen.

Kærligheden består

»Miljøet bliver revet fra hinanden, og tolerancen over for spændvidden i jazzen kommer til at lide. Det samlende moment forsvinder, men kærligheden til jazzen består« mener Albert.

Når lysreklamerne i Nørre Allé slukker, kan Bent J lukke øjnene velvidende, at han har holdt den ældste jazzbar i Norden i live på trods af snørklede regulativer og kommunale bestemmelser om personaletoilet, omklædning og rygning forbudt.

Pavestolt over, at Den Gamle By vil have inventaret i en nye afdeling, der skal illustrere nittenhundredetallets historie.