Det er for længst blevet mørkt uden for. Emek sidder i toget på vej hjem fra arbejde og kæmper for at holde øjnene åbne.
Hver gang toget, der er på vej til asylcentret, stopper ved en station, bliver han nervøs. Han kigger ud på perronen for at se, om der stiger en kontrollør ombord. Gør sig klar til at springe af, hvis de kommer.
For Emek kører uden billet. Med en timeløn på 15 kroner kan han ikke betale for transporten til og fra arbejde. Og det værste der kan ske er, at han falder i søvn og får en bøde.
Seks dage om ugen arbejder Emek på et skrædderi. Han vil ikke have sit rigtige navn i avisen, eller navnet på sin arbejdsgiver. For det er ulovligt for asylansøgere at arbejde i Danmark. Det ved han godt. Og bliver det opdaget, frygter han, at han får en sort plet i sin sag hos myndighederne, der skal afgøre, om han skal sendes tilbage til Syrien eller kan få asyl i Danmark.
”Selv mine nærmeste venner ved ikke, hvor jeg arbejder,” afslører han.
Skammer sig
Emek arbejder ved en symaskine i en kælder og reparerer tøj, som kunderne indleverer til ejeren af butikken. I Syrien havde han sit eget skrædderi.
Han synes selv, at han er dygtig med sine hænder. Alligevel får han kun 100 kroner for seks timers arbejde. Lønnen får han i hånden, når arbejdsdagen er slut kl. 18. Nogen gange trækker chefen ud i en skuffe og slår ud med armene. Der er ingen penge til løn i dag, siger han så.
”Min chef siger til mig, at der er masser af bangladesher, der vil overtage mit arbejde,” fortæller Emek. Så han klager ikke, selvom han skammer sig over at arbejde til så lav en løn.
Men han har ikke noget valg, mener han. Han er nødt til at tjene penge for at overleve.
”Jeg er bitter. For jeg havde ikke forventet, at jeg skulle blive behandlet som et dyr,” hvisker han.
Brød og vand
Det var ikke let at finde et illegalt arbejde. Men det er umuligt at overleve for de 2.000 kroner om måneden, han får udleveret på asylcentret. Så Emek tog rundt til butikker på hele Sjælland og spurgte, om de havde brug for ham. Han gik hen til ejeren af skrædderiet flere gange. Først tredje gang han bankede på og spurgte, om de kunne bruge ham, sagde ejeren ja:
”Okay, vis mig hvad du kan.”
Og så fik Emek jobbet.
Han arbejder for at undgå at gå psykisk ned. Asylcentret føles som at være tilbage i syrisk fængsel, forklarer Emek.
Lønnen går til mad og en billet til en bedre fremtid.
”Hvis jeg sulter mig selv en uge, kan jeg spare op. Jeg vil gerne have nok penge til et pas til Canada. Men jeg har hørt, at det koster 5.000 euro,” forklarer han.
Så der er lang vej igen.
Som regel køber han mel, så han kan bage brød på asylcentret. Brødet er hans måltider sammen med vand og en brusetablet, han køber, som får vandet til at smage af saftevand, forklarer han og smiler.
Han lyver for mig
Arbejdet har taget hårdt på ham. For dårlig luft i den fugtige kælder har givet ham besvær med at trække vejret. Men han kan ikke være syg. Så risikerer han at chefen fyrer ham.
Når han sidder bøjet over symaskinen, frygter han for, at politiet pludselig kommer og afslører ham. Men ejeren tager det anderledes roligt. Han har tilmed lovet at åbne et nyt værksted, hvor Emek kan lede arbejdet for andre asylansøgere.
”Men jeg tror, at han lyver for at holde på mig,” erkender Emek.
I stedet har Emek nu fået prakikpapirer på, at han er i lovlig aktivering. På den måde har han de næste uger et dække for at arbejde der, hvis politiet kommer. Og når han er i praktik, får han også betalt buskort af Røde Kors, så det er slut med at være bange for kontrollørerne. De næste par uger.
Det giver Emek en bekymring mindre. Men selvom han drømmer stort – om at få asyl i Danmark, få sit eget skrædderi eller måske en dag rejse til Canada - så spekulerer han mest på, hvordan han finder et andet arbejde:
”Jeg ville ønske, at jeg kunne finde et arbejde i en restaurant. For så får man mad på arbejdet. Det er lang tid siden, jeg har været rigtig mæt.”