Erhvervslivet tager skyklapper på, når de mener, at manglende praktikpladser ikke er et stort problem.
Det mener Erhvervsskolernes Elev-Organisation. Eleverne reagerer på en ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der viser, at flere end 9.700 ud af de godt 10.000 elever, der mangler praktikplads, kan gøre deres uddannelse færdig i skolepraktik.
Men der er en masse faktorer, som arbejdsgiverne behændigt glemmer, mener formand Christian Treholt.
- Undersøgelsen viser blot, at der er skolepraktikpladser rundt om i landet, men ikke hvor. Så man risikerer at skulle flytte til den anden ende af landet for at komme i skolepraktik. Det kan også koste dyrt, hvis man for eksempel har børn og hus. Undersøgelsen tager slet ikke højde for økonomien i det, siger formanden til Newspaq.
Timelønnen for elever i skolepraktik er blot 30 kroner i timen - det giver en månedsløn på cirka 6.000 kroner. Det er meget mindre end elever i praktik i en virksomhed.
- Det er normalt. at man kan tjene op mod 16.000 kroner om måneden i lærlingeløn og så skal man også huske, at elever i skolepraktik ikke må tage for eksempel SU lån. Det kan gøre det helt umuligt at have en sammenhængende økonomi. Derfor må mange droppe ud, finde et job og kæmpe videre for at finde en praktikplads, siger Christian Treholt.
Kvaliteten af skolepraktikken er af stærkt svingende kvalitet. Nogle steder er den rigtig god og på andre skoler er den direkte ubrugelig. Det hører eleverne i de tilbagemeldinger de får.
Man risikerer at skabe a- og b-hold blandt eleverne, der læser til for eksempel murer, lastvogschauffør, frisør eller noget helt fjerde.
- Jeg har hørt om kokke, der i skolepraktikken måtte stå og smøre sandwich hele dagen i skolens kantine. Eller murere, der murer en væg op, sættes til at pille den ned igen, rense stenene og så starte forfra, lyder det fra Christian Treholt.
Han uddyber, at mange virksomheder er snedige og først tage elever i praktik, når de har suget faglighed til sig i et par måneder i skolepraktik.
De Konservative siger, at man vil arbejde for at styrke skolepraktikken, da flest muligt unge ikke må droppe ud af erhvervsuddannelserne.