I dag blev der afholdt det sidste retsmøde i sagen mod syv personer tilknyttet tøjfirmaet Fighters + Lovers, der står tiltalt efter straffelovens terrorparagraf for at have forsøgt at yde økonomisk støtte til den palæstinensiske organisation PFLP og den colombianske bevægelse FARC.
Forsvarerne såede alvorlig tvivl om en af anklagerens ekspertvidners troværdighed, idet de fremlagde dokumentation for, at mindst tre af de personer, som ifølge anklagemyndighedens ekspertvidne Angel Rabasa var blevet henrettet af FARC, er i live.
Derudover påviste forsvarerne adskillige andre uregelmæssigheder i Angel Rabasas vidneudsagn. Han havde blandt andet fordrejet konklusionen på en retsmedicinsk rapport.
Anklageren krævede ni måneders fængsel til tre af de tiltalte, seks måneder til én af de tiltalte og mellem 60 eller 90 dage til hver af de resterende.
Oplevelser bag støtte
De to forsvarere mente derimod, at alle de anklagede burde frifindes.
De tiltalte fik til sidst mulighed for at komme med en sidste udtalelse, og alle syv valgte at forklare, hvorfor de havde medvirket i denne aktion. For flere af de tiltalte lå der personlige oplevelser bag. En medicinstuderende fortalte, hvordan hun som frivillig oplevede, at israelske soldater stoppede en ambulance med et dødssygt spædbarn i et besat palæstinensisk område og tvang den til at vende om.
En anden af de anklagede fortalte, hvordan han i Colombia havde talt med en indianer, der havde oplevet, at paramilitære styrker satte ild til en bil med hans børn i og parterede hans mor levende med en motorsav.
Der forventes at falde dom i sagen 13. december.