Justitsministeren og Københavns politidirektør får opbakning til planerne om at give frit lejde til indlevering af våben i hovedstaden.
Især håber Brian Mikkelsen (K) og Hanne Bech Hansen, at familiemedlemmer og pårørende til bandemedlemmer vil aflevere skyde-, stik og slagvåben på politigården.
Det mener Kriminalpræventivt Råd er en god idé, selvom der ikke er samlet tilstrækkelig dokumentation for, at det virker.
"Jeg synes, situationen er til, at vi skal prøve med alle midler at dæmme op for det problem, vi har med de her grupperinger, der er i storkonflikt. Og hvis man kan opsuge bare et våben, som potentielt kunne blive brugt i den her konflikt, så er det det værd," siger sekretariatschef Anna Karina Nickelsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Sidste gang politiet i hovedstaden holdt frit lejde var efter det tragiske knivmord på en italiensk turist på Nørrebro. Dengang var aktionen en succes, der indbragte mange knive, men også flere skydevåben, der ligger glemt hos mennesker, der har arvet dem.
Anna Karina Nickelsen mener også, at en ny periode med frit lejde vil få folk, der ikke har noget med bandekrigen at gøre til at indlevere våben.
"Det, det kan, er vel, at det kan opsuge nogle af de våben, der er rundt omkring i samfundet, og som potentielt kan bruges til et eller andet," siger hun.
Politidirektør Hanne Bech Hansen understreger, at alle våben, der kommer væk fra folks hjem, er velkomne i den kommende aktion.
"Det, der er vigtigt, er også at få de våben, der ligger rundt omkring hos ældre mennesker, ud af omløb. For de kan jo meget let falde i forkerte hænder," lyder det fra politidirektøren.