Lørdag meddelte Nordkorea gennem det statslige nyhedsbureau, at man er i gang med at berige plutonium og vil lave atomvåben af det.
Den opsigtsvækkende melding kommer som svar på den resolution, som landene i FN vedtog fredag, og som rummer strammere sanktioner efter Nordkoreas atomtest for nylig.
"Uanset hvor hårdt de USA-ledede fjendtlige styrker forsøger alle former for isolation og blokader, vil Den Demokratiske Folkerepublik Korea, en stolt atommagt, ikke vige for dem," skriver nyhedsbureauet KCNA.
Og Nordkoreas trusler er forventlige, men skal alligevel tages alvorligt, mener
Geir Helgesen, leder på Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet.
"Det er et regime, som er meget præget af en nærmest paranoid frygt for omverdenen. Min vurdering er, at når de siger, at de er parat til at bruge de skrækkelige våben, de udvikler, så skal man tage det helt alvorligt. Men det er en meget kraftig retorik, som trods alt er defensiv," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Stramninger af sanktioner og trusler om militære indgreb fra USA's side har aldrig haft en positiv effekt på situationen, siger han.
"Det er ingen hemmelighed, at amerikanske regeringen indtil Obama ind imellem har overvejet eller endda udtrykt klart til fordel for en militær løsning på den her meget vanskelige konflikt. Men så er det at Nordkorea siger: jamen, hvis det kommer på tale, så svarer vi med alt, hvad vi har, inklusive de her nye frygtelige våben, som vi har udviklet i de senere år," siger Geir Helgesen.