Det er måske et moralsk problem.
Men et seksuelt forhold til en 15-årig kommer højst sandsynligt ikke til at koste bøde eller fængselsstraf til Jeppe Kofod.
I hvert fald ikke hvis man spørger professor Gorm Toftegaard Nielsen fra Århus Universitet, der er en af landets mest erfarne eksperter i straffeloven.
- Der er ikke noget ulovligt i det, hvis du spørger mig. Det er langt fra de tidligere domme, hvad han har gjort. Men man skal aldrig sige aldrig, siger professoren til Politiken.dk.
"Groft misbrug"
Hvis Jeppe Kofod skal straffes for sit forhold, så vil det formentlig være efter paragraf 223, stykke 2, der siger, at der er straf til den, som ”under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje”.
Og selvom Jeppe Kofod har været foredragsholder på påsketræffet hos Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, så falder det ikke ind under straffelovens rammer, lyder vurderingen.
- Han har været oplægsholder, men det betyder efter min bedste overbevisning ikke, at han har været betroet deltagerne og bærer noget juridisk ansvar, siger Gorm Toftegaard Nielsen.
§ 223. Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.
Læs hele straffeloven her.