De nordiske statskasser skal endnu engang bidrage til SAS's kapitaludvidelse, og de nye aktiekøb kan meget vel være ulovlig statsstøtte.
Tirsdag den 9. februar 2010, 12:04
Det lugter af ulovlig statsstøtte, og spørgsmålet er, hvor længe andre flyselskaber vil finde sig i det.
Det siger en af Danmarks førende eksperter i statsstøtte og EU-ret, lic.jur. Peter Vesterdorf, efter, at de danske, svenske og norske skatteydere endnu engang må komme kriseramte SAS til undsætning.
For et år siden hentede SAS seks milliarder svenske kroner på en aktieudvidelse, og nu har selskabet igen brug for penge - denne gang fem milliarder svenske kroner, hvoraf den halve milliard kommer fra den danske statskasse, der køber nye aktier.
"Det her ligner i aller højeste grad en statslig redningsaktion," siger Peter Vesterdorf til Newspaq.
Ifølge Peter Vesterdorf kan de nye aktieopkøb meget vel være i strid med EF-traktatens bestemmelse om ulovlig statsstøtte.
Det springende punkt er, om staten handler som en normal markedsinvestor, når den skyder milliarder ind i SAS. Hvis ikke, er det ulovligt.
Men eftersom, at aktien er styrtdykket med over 20 procent ovenpå tirsdagens meddelelse om det nye milliardunderskud, tyder intet på det.
"Jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt en privat investor ville gøre det. En privat køber kun aktier, hvis der er en forventning om, at pengene kan reddes hjem igen på langt eller mellemlangt sigt med en rimelig profit," siger han og understreger, at sagen burde prøves ved EU-Kommissionen.
"Hvis jeg var konkurrent, var det oplagt, at jeg ville rejse sagen," siger Peter Vesterdorf.
Også aktieanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, undrer sig over, at danske, svenske og norske skatteydere endnu engang må komme kriseramte SAS til undsætning.
"Nu er det to gange inden for et år, at SAS får en form for indirekte statsstøtte. Spørgsmålet er, hvor længe de andre flyselskaber vil sidde på deres flade og være tilfredse. Vi har hørt Easyjet være ude og råbe. Det begynder at ligne en trend, at SAS skal have penge én gang om året. Det ser ikke godt ud," siger Jacob Pedersen til Newspaq.
Det er i sidste ende Folketingets Finansudvalg, der skal tilslutte sig nye køb af SAS-aktier.
Medlem af Finansudvalget Mike Legarth (K) er klar til at støtte de nye aktiekøb - men kun, hvis det ikke strider mod EF-traktaten.
"For mig handler det om at sikre de værdier, vi har i SAS. Men forudsætningen er, at vi gør alting inden for reglerne. Derfor går jeg også ud fra som en selvfølge, at der ikke er tale om nogen form for statsstøtte, når vi får aktstykket forelagt," siger han til Newspaq.