En 46-årig mand skal nu i psykiatrisk og sexologisk behandling, efter han er blevet dømt for blufærdighedskrænkelse.
Det skriver lokalavisen.dk.
Manden fik forleden behandlingsdommen i retten i Helsingør, efter han blev dømt for at have blottet sig over for to 14-årige piger og masturberet over for dem i slutningen af 2008 og i begyndelsen af 2009.
Manden erkendte sig skyldig og indrømmede, at han har behov for behandling.
Den 46-årige er fra Hørsholm i Nordsjælland og tidligere storspiller hos Rungsted Cobras, men er også kendt for andet end sin sport.
Det er nemlig ikke første gang, at den tidligere sportsstjerne sidder på anklagebænken for blufærdighedskrænkelse mod unge piger.
Tilbage i 2006 blev den dengang 43-årige mand også dømt for flere gange at have blottet sig ved Kokkedal Station. Dengang var han i behandling i to perioder.
Dertil fik han også i 2008 en betinget dom for blufærdighedskrænkelse.