Betyder en fængselsstraf, at du er diskvalificeret fra arbejdsmarkedet - eller er tavlen visket ren, når straffen er udstået?
Hver fjerde dansker hylder det sidste princip, og erklærer sig uforbeholdent klar til at byde en ny kollega med fængselsfortid velkommen.
Det viser en ny meningsmåling foretaget for Avisen.dk af Wilke.
Men det er alt for få, mener Eva Smith, der er Juraprofessor og formand for Det Kriminalpræventive Råd.
"Det udstiller en lidt ærgerlig holdning. Når folk har udstået den straf, som domstolen mener, er den rigtige, bør de få lov at begynde forfra," siger hun.
Fem procent afviser kategorisk, at personer med en fængselsdom på CV'et har noget at gøre på deres arbejdsplads.
'Forståelig' form for kriminalitet
For langt de fleste er tolerancen dog mere individuelt betinget. 65 procent svarer, at holdningen til den nye kollega er afhængig af, hvad vedkommende er straffet for.
Ifølge Ole Hessel, der er projektchef på udslusningsprojektet 'High:five', har de fleste arbejdspladser nemmere ved at håndtere tanken om en straffet kollega, hvis vedkommende har begået en 'forståelig' form for kriminalitet.
"Jo mere personfarlig kriminalitet en person har begået, jo flere virksomheder melder fra," forklarer han.
Men det er domstolene, der dømmer, og Kriminalforsorgen, der sikrer, at dommen afsones, understreger Ole Hessel:
"Så det er ikke op til det omkringliggende samfund at vurdere, om gerningsmanden har 'afsonet nok', eller om han eller hun 'fortjener' et normalt liv bag efter."
Job forhindrer forbrydelser
Det bekymrer også Eva Smith, at så mange forbeholder sig ret til at foretage deres egen moralske vurdering over for en kollega, der har siddet i fængsel.
Et job er den bedste barriere mod, at forbrydelsen gentager sig. Og det er i forvejen rigeligt svært for tidligere indsatte at komme i job, understreger hun.
"Jeg bryder mig ikke om den moralske tone, som flertallet anlægger. For det første, fordi vedkommende har udstået deres straf, og for det andet, fordi jobbet er den bedste garanti mod nye ofre," siger Eva Smith.
Her kan du læse eksperternes anbefalinger til, hvordan du bedst takler jobstart med et fængselsophold bag dig.
"Hvilket udsagn er mest dækkende for din holdning, hvis din arbejdsplads overvejer at ansætte en person, der har udstået en fængselsstraf?"
- Det er en rigtig god ide - alle skal have en ny chance - 25 procent
- Det er okay, men vedkommende skal ikke arbejde sammen med mig - 1 procent
- Det kommer an på, hvad personen er straffet for - 65 procent
- Min arbejdsplads skal under ingen omstændigheder ansætte personer, der har siddet i fængsel - 5 procent
- Ved ikke - 4 procent
Kilde: Wilke udført for Avisen.dk. 408 adspurgt