Der var engang, hvor de ville have givet deres venstre ben for at komme frem og ud.
I filmen Stjernekigger emmede Pernille Rosendahls indædte kamp for pladekontrakt og anerkendelse med bandet Swan Lee fra hver en strimmel celluloid. Og historien om Mew - som Johan Wohlert var en del af indtil 2006 - er højt belagt med ambitioner om gennembrud og udland.
Men selvom de på mandag udsender albummet Where The Storm Meets The Ground , står og falder verden ikke længere med rock n roll.
Nu hedder omdrejningspunktet Tristan - en lille purk på halvandet år - og det vigtigste er, at han hver morgen kommer glad ud i køkkenet i lejligheden på Frederiksberg og sultent slubrer sin havregrød i sig.
»Verden bliver på én gang meget stor og meget lille, når man bliver en familie. Vores liv handler om de nære ting,« siger Pernille Rosendahl.
Ikke mere cirkushest
Et barn var ellers ikke en del af den forkromede livsplan - det skulle p-pillerne sørge for.
Men det gjorde de ikke. Og samme dag som lægen havde bekræftet graviditeten, forlod Pernille Rosendahl Swan Lee og vendte samtidig ryggen til musikken.
»Jeg var mæt. I musik bruger man sin personlighed meget, og jeg var bare træt af at være den cirkushest, der stod forrest. Jeg havde behov for at trække mig fuldstændig væk, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort,« siger Pernille Rosendahl.
Bruddet med Mew
En måned før fødslen flyttede Johan fra England til Danmark. Han havde forladt Mew, netop som bandet var på sit højeste.
»Vi havde alle sammen hårde perioder, hvor vi ikke orkede det, men den følelse hang ved og kom tit tilbage til mig. Og blandet op med at skulle være far var det bare det rigtige for mig på det tidspunkt,« siger Johan Wohlert. Han havde luftet tanken for de andre før, men »det er klart, at der er stor forskel på at tale om det og så rent faktisk at gøre det.«
»For mig hang bruddet også sammen med at blive voksen og opdage, at der er en verden udenfor, som måske oven i købet er spændende og har en masse at byde på - selvom vi altid sagde, at i det her band boller man sgu ikke udenom ,« siger Johan Wohlert.
Følte du dig nogensinde utro med Pernille?
»Nej, men det kunne godt være et problem at have tid til begge dele. Jeg var lidt en lus mellem to negle, fordi der var forståelse, men der var også interessekonflikter. Så nej, Pernille kender drengene, og der har altid været en fin stemning,« siger Johan Wohlert, som stadig er gode venner med de andre i bandet.
Pernille var ikke parat
Pernille Rosendahl understreger, at hun slet ikke havde lyst til at lave musik, da Johan forlod Mew.
»Da jeg fik Tristan, synes jeg ikke, der var værdi nok i at spille musik. Jeg havde lyst til at lave noget, som gav mere mening. En læge udfører en konkret handling, som hjælper andre mennesker, og det synes jeg ikke, musik gør«.
For Pernille Rosendahl var det en »åbenbaring« at blive mor, og hun »kunne få den næste nu, hvis det skulle være«.
Kunne du forestille dig bare at være mor?
»Ja, det kunne jeg sagtens. Jeg har nok for meget ild i røven til at være husmor de næste 10 år, men efter Tristan blev født, gik der et år, hvor jeg havde det fuldstændig fint med at være derhjemme. Jeg var faktisk ikke parat til at lave den her plade, da vi gik i gang med den,« siger Pernille Rosendahl.
Fyrede management
Johan Wohlert kalder sig selv »en typisk far«.
»Da Tristan var helt lille, var det ikke så sjovt, men nu er han min buddy , som konsekvent siger dada , når man beder ham om at sige moar . Jeg tror, vi går nogle smukke år i møde sammen, men jeg har også behov for andet end børn. Jeg skal ud at jage ,« siger Johan Wohlert.
»Det er fantastisk at opleve de der ur-mekanismer, der går i gang, når man bliver forældre,« siger Pernille Rosendahl.
»Jeg så kun det her lille væsen, som skulle beskyttes, og Johan blev bare sådan en handlekraftig far-løve, der lagde planer og fyrede vores management en uge efter, Tristan var født. Vi deler slet ikke den samme rolle, og det er super fint,« siger Pernille Rosendahl. De to blev kærester for fem år siden. Men »det er en misforståelse«, at deres forhold begyndte som utroskab, som det ellers har været skrevet andre steder. Sangen The Table s Turning handler godt nok om utroskab, men blev til, fordi parret havde set Stanley Kubricks Eyes Wide Shut , hvor fremmede fristelser er ved at knække Tom Cruise og Nicole Kidman.
»Alle, der har været sammen længe, kan skrive under på, at man fascineres af andre. Der er jo dejlige mænd og kvinder i den her verden, og det bliver man nødt til at anerkende, hvis kærligheden skal overleve,« siger Pernille Rosendahl.
Da de blev kærester, var samtaleemnet faktisk ikke musik, men derimod hvorfor deres tidligere forhold ikke fungerede, og hvordan man kan blive ved med at bevare kærligheden til hinanden.
Plads til grimme følelser
Svaret blev at give slip på ungdommens lyserøde forestillinger, som ikke levner plads til grimme følelser og ubehagelige tanker.
»Vi er stadig romantikere dybt inde i hjertet, men vi er nødt til at kunne kigge hinanden i øjnene og sige jeg er ked af det, men det er sådan, jeg har det . Johan og jeg har skabt en platform, der betyder, at hvis vi kommer derud, hvor der er slinger i valsen, kan vi tale om det, sådan at det aldrig bliver så slemt, at vi rent faktisk går ud og er utro,« siger Pernille Rosendahl.
Hårdt at komme i gang
Og der er meget på spil. For ud over at være kærester og forældre er de nu også kolleger i bandet The Storm.
»Vi har sat alt på sort,« som Pernille Rosendahl udtrykker det med en kasino-metafor.
Et sats, men musikken er også den kraft, der binder Pernille Rosendahl og Johan Wohlert sammen.
»Når man får rollinger, er det jo en klassiker, at det hele går op i bleer, men når vi har lagt Tristan om aftenen, kan vi gå ind i en helt anden verden, som vi begge to elsker.«
Alligevel var det hårdt og en stor omvæltning at spille musik igen.
»Man render rundt i en lille boble med sit kid, som er den bedste film, man nogensinde har set. Jeg blev meget fokuseret på familien og er ikke længere villig til at opgive alt for musikken,« siger Pernille Rosendahl og tilføjer, at parret tidligt tog en beslutning om, at »Tristan skal være med til festen«. Derfor er han for eksempel ikke i institution, men har en barnepige, som også fulgte med til USA, hvor de indspillede albummet Where The Storm Meets The Ground med produceren Roy Thomas Baker.
Og i den proces blev de igen mindet om kunsten at give slip.
»Vi var sådan skal vi ikke snakke om, hvad det er for en plade, vi skal lave , men Roy sagde bare hvorfor det? . Han var meget bevidst om at lade musikken leve sit eget liv. Og på et eller andet tidspunkt ville det blive tydeligt, hvad det var for en plade, vi lavede.«
Rocker i maven
Resultatet blev noget overraskende et album med tråde godt tilbage i rockhistorien tilsat masser af langhårs-rock a la Guns N Roses og Europe.
»Vi skammer os ikke over, at vi godt kan lide AC/DC s bund, Abbas harmonier og en god Scorpionsballade. Vi tager musikken alvorligt og ironiserer ikke over en stor guitarsolo. Vi står ved den,« siger Pernille Rosendahl.
»Der er dejlig stor forskel på at tage sin musik alvorligt og så at tage sig selv alvorligt. Jeg kunne aldrig tage mig selv alvorligt, det har jeg alt for meget selvironi til,« siger Johan Wohlert og fortsætter:
»Pernille har lavet den varme og country-agtige plade, og jeg har lavet al den kunstrock, jeg skal lave de næste 10 år. Vi har nok begge haft en rocker i maven, så det var om at leve den ud og prøve noget nyt. Miles Davis sagde engang, at man altid skal sørge for at gøre noget, man ikke er sikker på, man er god til, for så opstår der højst sandsynligt noget, der er mere spændende.«