Det er okay at aflive løveunger, men isbjørneungen Knut fra Berlin Zoologiske Have er helt klart for nuttet til at få sprøjten.
Sådan lyder nogle af svarene på en række dyreetiske dilemmaer, som Odense Zoo siden juni har stillet sine gæster overfor på deres tur rundt i haven.
Med små røde og blå papirlapper har de voksne kunnet tage stilling til fem af de problematikker, som er en del af zoologiske havers hverdag. Skal Knut aflives, hvis han ikke er af nogen værdi for de europæiske zoologiske havers avlsprogram, eller skal han have lov til at leve, bare fordi han er sød?
Og er det okay at aflive løveunger frem for at give hunløver p-piller og dermed nægte dem muligheden for at føde unger, selvom det er det mest naturlige for dem? Spørgsmålene har provokeret og givet anledning til følelsesladede diskussioner, men formidlingschef Nina Collatz Christensen, der netop har gjort svarresultaterne op, tøver ikke med at kalde kampagnen en succes.
»Det er gået helt fantastisk, og der har været en enorm respons på spørgsmålene. Allerede efter den første uge løb vi tør for svarsedler, og siden har vi løbende måtte trykke flere,« fortæller Nina Collatz Christensens om kampagnen Skal – skal ikke , som 44.925 gæster har deltaget i.
Okay at aflive løveunger
Formålet med kampagnen har været at skabe mere åbenhed omkring zoologiske havers etiske dilemmaer og pirre gæsternes holdninger til dyrene. Og det er tilsyneladende lykkes.
»Der er mange, der er blevet provokeret af det, og enkelte forældre har stået med grædende børn. Der er også nogle få, der har skrevet vrede mails til os, men langt de fleste syntes, det var spændende,« siger Nina Collatz Christensen, der særligt er overrasket over gæsternes svar på dilemmaet om løveungerne. Her har 40 procent svaret, at det er bedre at slå løveunger ihjel fremfor at afholde hunløver fra at føde unger.
»Det er jeg positivt overrasket over, for det er det mest naturlige for dyrene. Men jeg havde forventet, at flere ville synes, det var synd.«
Inspiration til åbenhed
Selvom dilemmaerne alle er taget ud af zoologiske havers hverdag, så har Odense Zoo dog ingen planer om at rette sig efter gæsternes holdninger.
Derimod skal svarene bruges til at inspirere zoologiske haver i andre lande til at være mere åbne omkring blandt andet aflivning af dyr.
»I andre lande bliver vi i de danske zoologiske haver opfattet som barbariske vikinger, fordi vi åbent fortæller om aflivning af vores dyr, fodrer dem med hele dyr og viser børn dissektioner af døde dyr. Vi vil gerne vise sandheden om zoo, og det håber vi, at vi kan inspirere andre til også at gøre,« siger Nina Collatz Christensen.