Hunde, som bliver mishandlet til døde, ulovlige dyretransporter, og landmænd, der vanrøgter deres egne dyr.
Sagerne om dyr, der bliver mishandlet - også til døde - er mange og grufulde. Alt for ofte har politiet ikke kræfter til at følge op på sagerne, og hvis gerningsmanden bag et hundemord bliver fundet, står han kun til at få en bøde.
Det er ganske enkelt for ringe, mener foreningerne Gadehunde og Græskehunde, som lørdag demonstrerer på Rådhuspladsen i København for at få dyrepoliti og for at få skærpet dyreværnsloven.
- Vores demonstration er ikke kun på vegne af kæledyr. Den er for alle dyrs velfærd, om det så gælder koen på marken uden fodergræs, kyllingerne, der lever en ussel tilværelse med væksthæmmere, og dyr på langtidstransporter uden pauser, vand og ståplads. Vi er også imod den tilladte dyresex, siger My Barlebo, en af initiativtagerne til demonstrationen.
Foreningerne mener, at tiden er inde til at få strammet gevaldigt op på området, efter de seneste sager om dyremishandling, hvor for eksempel tæven Kira i forrige uge blev fundet tævet til blods og bagefter klynget op i et træ i sin egen snor.
- Det er så sørgelig en sag, at vi nu ikke finder os i det mere. Vi skal have et ordenligt dyrevelfærd, og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er snart blevet hverdag, at folk på de mest grusomme måder tager livet af dyr, siger My Barlebo.
Loven bruges ikke
Dyreelskerne kan være på vej til at få deres ønsker opfyldt. I hvert fald vil dyrevelfærdsordfører Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti i næste uge fremsætte et lovforslag om, at der skal indføres et dyreværnspoliti.
- Dyr er levende væsener. Mennesker kan tale og gøre en masse for at kæmpe for bedre velfærd. Det kan dyrene ikke. De har ikke engang mulighed for at stemme. Jeg prøver at tale deres sag, så vi skal have drøftelsen i Folketinget om, at vi skal have et dyreværnspoliti, siger Christian H. Hansen.
Et af de største problemer med den eksisterende dyreværnslov er, at den ikke bliver udnyttet.
- Man har faktisk mulighed for at frakende folk retten til at have dyr. Men den bliver ikke brugt særligt meget. Derfor vil jeg tage op med justitsministeren om at sende et kraftigt signal til myndighederne om, at når der er sådan en paragraf, så skal den også bruges, siger dyrevelfærdsordføreren, som støtter demonstrationen på lørdag, som han desværre er forhindret i at deltage i.
Demonstrationen begynder klokken 14 på Rådhuspladsen i København og vil bevæge sig mod Christiansborg.