Mens det danske pressekorps sad i Spejlsalen og stillede kritiske spørgsmål til regeringens genopretningsplan, hang dukker af spareramte danske befolkningsgrupper og dinglede i galger ude foran Statsministeriet.
De to dukker i galgerne symboliserede en arbejdsløs og en lærling, mens dukker i menneskestørrelse lå ved siden af og symboliserer en børnefamilie, en lærling, en enlig mor, en ulandsbistandsmodtager - samt alle andre, der rammes af regeringens sparepakke, fortæller den 18-årige gymnasieelev Rebecca Madsen.
Sammen med syv andre unge havde hun taget initiativ til den morbide happening.
"Selvfølgelig er det voldsom symbolik. Men nogle gange fremmer overdrivelse forståelsen. Og for rigtig mange lærlinge, så betyder det, at de ikke får den økonomiske støtte, hvilket betyder, at de må droppe ud af deres uddannelse. Det er med til at skabe et samfund, der ikke hænger sammen," siger Rebecca Madsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Dukkerne er lavet af nogle af de lærlinge, der bliver ramt af besparelserne for 24 milliarder kroner i regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan.
"Vi håber, de vil tage spareplanen af bordet igen. Det er derfor, vi hænger de to dukker op med en lærling og en arbejdsløs, samtidig med at vi har dukker i menneskestørrelser nede ved siden af. Vi synes, det er problematisk, at man slagter hele velfærdssystemet," siger Rebecca Madsen.