Bragende sol fra en skyfri himmel og så en kold øl. Og én til.
Sådan går det tit, når temperaturen når op over de 20 grader. Men risikoen for solstik forhøjes, når procenterne indtages under bagende sol.
Derfor har Beredskabsforbundet sendt en række gode råd ud for at forebygge, at alt for mange danskere rammes af solstik under weekendens hedebølge.
- Alkohol gør det, at den driver væske ud af kroppen, så den er mere udsat for at få hedeslag. Samtidig er personen, der er påvirket af alkohol, ikke så opmærksom på de faresignaler, der måtte være for et kommende hedeslag, siger informationschef i Beredskabsforbundet til Politiken.
Gode råd
Symptomerne på hedeslag er høj legemstemperatur, svimmelhed og hovedpine. Beredskabsforbundet anbefaler, at man klæder sig køligt i varmen, begrænser den fysiske aktivitet og sørger for at drikke rigeligt med vand.