»De eneste, der bliver ramt, er revisorerne, fordi det bliver så nemt at regne sin egen skat ud.«
Med de ord forsøgte Ny Alliances skatteordfører, Anders Samuelsen, mandag at sælge sit partis længe ventede forslag til en radikal omlægning af skattesystemet.
Men knap var pressemødet færdigt, før de politiske partier stod i kø for at kritisere forslaget, der blandt andet indebærer en fjernelse af både top-, mellem- og bundskatten til fordel for en marginalskat på omkring 40 procent. Kritikken fra venstrefløjen var forventet, men også højrefløjen vender tommelfingeren nedad.
»Rammer skævt«
Og stod det ikke klart i forvejen, så er det nu helt sikkert, at dansk politiks »nye alliance« ikke bliver mellem Khader og Co. og Dansk Folkeparti.
»Vi er imod det hele, og der er ingen af deres forslag, vi kan sige ja til. Vi ønsker at beholde top- og mellemskatten, fordi vi går ind for, at skatteprocenten stiger, jo højere indkomst du har og ikke som Ny Alliance, at alle skal betale det samme i skat,« siger skatteordfører for DF Mikkel Dencker.
I det hele taget ser partiets skatteforslag ud til at have lange udsigter for at blive vedtaget, da hverken Venstre eller De Konservative er begejstrede.
Den konservative politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, stejler specielt over, at Ny Alliance vil betale en del af regningen ved at forhøje de grønne afgifter på for eksempel diesel, som erhvervslivet betaler.
»Hvis Ny Alliance vil læsse nye afgifter over på de danske virksomheder og fjerne erhvervsvenlige ordninger, får det konsekvenser for konkurrenceevnen, og det har danske skatteborgere slet ingen gavn af,« siger hun, mens Venstre hæfter sig ved, at de lavestlønnede vil få mindst ud af de foreslåede skattelettelser:
»Ny Alliance rammer desværre skævt i forhold til den sociale profil i deres skatteudspil. Personer med en årsindkomst på under 300.000 kroner får meget lidt ud af udspillet,« siger skatteordfører Kim Andersen (V).
Flere skal arbejde mere
Anders Samuelsen afviser dog, at partiets skattereform vil have social slagside. Blandt andet fordi partiet i højere grad vil beskatte de frynsegoder, som specielt de højest lønnede får. Der er der kun tale om ekstra skatteindtægter, som partiet selv beregner til 1,5 milliarder kroner.
Anders Samuelsen understreger dog også, at det ikke er en økonomisk udligning, partiet først og fremmest tænker på:
»Vores fokus er ikke den der dagsorden: hvem får hvor meget. Vores fokus er: hvordan skaffer vi hænder nok til at løse den kæmpemæssige udfordring, vi har?«
Og netop skatteomlægningen, mener Ny Alliance, vil få flere til at arbejde mere.