Tirsdag den 1. april 2008, 22:24
Mazdaen bremser hårdt op ud for de to unge indvandrerdrenge i Polensgade.
I bilen sidder to halvbrødre og en af deres venner. Den yngste af brødrene, der er 15 år, synes, at de to indvandrere stirrede provokerende på dem.
Vennen på førersædet ruller ruden ned. Han taler med indvandrerdrengene. Der er intet truende over samtalen. Men pludselig træder den 15-årige ud fra passagersædet og går rundt om bilen mod de to drenge. Han har en fastelavnskølle i hånden. Han svinger den gennem luften i en rolig, behersket bevægelse og rammer den ene dreng på siden af hovedet.
Seks dage tidligere rejser 17 deltagere i SSP-samarbejdet på Amager sig fra mødebordet. De har netop lagt en plan, der skal forhindre, at en konflikt mellem en gruppe indvandrere og danskere løber endnu mere løbsk. Helt central i samtalen om mødebordet er den 15-årige dreng, der seks dage senere slår det 16-årige avisbud Deniz Uzun ihjel.
De sociale myndigheder har kendt drengen hele hans liv. Han er den yngste af fire børn, som moren har med tre forskellige mænd. Han har ingen kontakt med sin far.
Moren er vokset op i vold og misbrug og blev tvangsfjernet som barn. Hun har selv et massivt pille- og alkoholmisbrug.
Da drengen var lille, besluttede kommunen at tvangsfjerne hans brødre, men at lade ham blive hos moren. Brødrenes far forhindrede tvangsfjernelsen ved at overtage ansvaret for dem. Han slog brødrene.
Kriminel og voldelig
Gennem årene har moren gentagne gange bedt kommunen om hjælp. Hun har flere gange bedt kommunen om at tvangsfjerne den yngste dreng. Men hver gang har hun ombestemt sig.
I stedet har myndighederne arrangeret forskellige ordninger, der skulle lette familiens tilværelse. Men for det meste er planerne blevet droppet, fordi drengen ikke har samarbejdet. Hans skolegang er meget ujævn, og indtil videre har han gået på fem forskellige skoler.
Den seneste kontakt mellem drengen og de sociale myndigheder ligger et år tilbage. Her bliver de enige om, at han skal droppe kriminalitet og gå til gokart i stedet.
I månederne op til drabet på Deniz Uzun er konflikterne mellem moren og sønnen eskaleret. Hun mener ikke, hun kan klare ham mere. I myndighedernes psykologiske profil bliver han beskrevet som aggressiv og manipulerende. På gaden bliver han beskrevet som en iskold psykopat.
Myndighederne overvejer igen at tvangsfjerne drengen, men opgiver på forhånd, fordi de mener, han vil stikke af.
Siden aftalen om at gå til gokart er drengen blevet mere og mere voldelig og kriminel. Politiet er den eneste myndighed, der har kontakt med ham. De ved, at han er midtpunktet i en konflikt mellem en gruppe danskere og indvandrere fra Holmbladsgadekvarteret.
Det er den konflikt, de 17 mødedeltagere fra politi, skole, ungetilbud og sociale myndigheder diskuterer på mødet seks dage før drabet på Deniz Uzun.
Pusherbeskyttelse
I det seneste år har en gruppe indvandrere og danskere ligget i åben krig på Amager. De er især stødt sammen på Christiania, hvor de danske drenge holder til og er under beskyttelse af enkelte i pushermiljøet.
I september sidste år opsøger et tæskehold den 15-årige på den skole, han er anbragt på. Det er en skole for de vanskeligste unge. Den 15-årige bliver beskrevet som en af de vanskeligste. Da indvandrerne forsøger at overfalde ham, trækker han en knippel og en kniv. To lærere forhindrer ham i at bruge kniven, men han rammer en af indvandrerne i ansigtet med kniplen. Sagen bliver politianmeldt, og drengen bliver smidt ud af skolen. Han bliver regnet for at være til fare for både elever og lærere.
Skolen vurderer, at han fagligt befinder sig på fjerdeklassesniveau. Alligevel tyder intet på, at Børne- og Ungeforvaltningen har sørget for et nyt undervisningstilbud. Drengen er med andre ord blevet overladt til sig selv. Opgørene med indvandrerne bliver hårdere og hårdere. Den 15-årige dreng og hans venner kører ofte rundt i Holmbladsgadekvarteret og forsøger at køre små indvandrerbørn ned. Senest har de sendt to unge på hospitalet efter et overfald med køller og en ratlås.
På mødet seks dage før, at drengen slår Deniz Uzun ihjel, beslutter myndighederne at mægle i konflikten og skærpe indsatsen over for den 15-årige dreng markant. De aftaler at mødes med drengen og hans mor efter påske.
To dage senere laver politiet en razzia mod en lejlighed i Holmbladsgade, som den 15-årige ofte opholder sig i. Her finder politiet våben og håndgranater.´
Hjertet stopper
Fire dage senere bliver den 16-årige Deniz Uzun ramt i hovedet af en fastelavnskølle. Han bliver stående i nogle sekunder. Da han forsøger at vende sig, vakler han og synker sammen på fortovet i Polensgade.
Den 15-årige dreng kigger på drengen på fortovet. Så sætter han sig ind i bilen igen, og de kører mod Christiania. De taler ikke meget om det, som netop er sket.
Men den 15-årige dreng er bekymret over, om der er sket noget alvorligt. Måden, drengen sank sammen på, så underlig ud. De køber noget hash og skiller sig af med våbnet og kører tilbage til vennens lejlighed i Holmbladsgade. Kort efter opdager de en mistænkelig bil, der holder i indkørslen, og de flygter fra lejligheden. På gaden anholder politiet dem.
Et døgn senere stopper Deniz Uzuns hjerte med at slå, og lægerne slukker den respirator, der trak vejret for ham i hans sidste døgn i live.