DR går i front på nettet

Send til
Debat  0
Anbefal
Danmarks Radio lancerer i år satire og drama udelukkende til nettet. Samtidig forhandler DR i øjeblikket om at levere indhold til den nye internet-tv-tjeneste Joost.

Læs også 12.02.07: Husalteret er på vej i graven

Torsdag den 15. februar 2007, 11:49

DR forbereder sig i øjeblikket på at blive den første tv-station herhjemme, der gør endeligt op med grænsen imellem tv og internet.

I år vil de følge den seneste tendens fra USA og lancere små afsnit af satire og drama produceret specielt til internettet. Samtidig ligger DR i forhandlinger med en ny, verdensomspændende internet-tv-tjeneste, Joost.
»Vi ser udelukkende stigende kurver på alle vores interaktive tjenester, alt, hvor folk selv har frihed til at vælge indhold, tid og sted. Tv på internettet er blevet for de mange,« siger udviklingschef for nye medier i DR Erik Kjeldsen. I øjeblikket har dr.dk/tv, hvor man kan se eller gense DR s egne programmer, cirka 200.000 besøgende om ugen – 60.000 flere end ved begyndelsen.

Også DR s podcasttjenester, hvor man kan downloade tv og radio, er populære: I 2006 blev der downloadet tre millioner udsendelser.

DR på Joost

Nyhedsavisen kunne i går fortælle, at den teknologiske udvikling på mobil og internet nu er så langt, at den er godt på vej til at presse de traditionelle tv-kanaler i graven. Seneste skud på stammen er internettjenesten Joost, der giver adgang til at se programmer fra hele verden på nettet – når man vil, og hvor man vil.

Programmet, der er skabt af mændene bag telefoniprogrammet Skype, bliver i øjeblikket prøvetestet af 15.000 brugere og spås at revolutionere internet-tv-verdenen, på samme måde som Skype gjorde det for telefonien.

Produktansvarlig Henrik Werdelin vil ikke gå så langt som til at erklære traditionelt tv for dødt, men i et interview med magasinet Ræson forudser han, at 2007 bliver året, hvor net og tv smelter sammen for en stor del af befolkningen. Dels på grund af de teknologiske fremskridt, dels fordi folk nu har vænnet sig til at se video på internettet.

Mens de kommercielle tv-stationer herhjemme går i defensiven og afviser at levere indhold til Joost, har DR ligget i dialog med Joost lige fra starten, fortæller Erik Kjeldsen.
»Vi er ikke bundet af de kommercielle interesser på samme måde. Vi er bare interesserede i at få vores indhold ud til så mange som muligt,« siger han og understreger, at der ikke bliver tale om at sælge indholdet til Joost for penge.

Erik Kjeldsen vil ikke løfte sløret for, præcis hvilke programmer der kunne blive lagt ud til Joost, men på dr.dk er det især de store dramaserier, nyheder og dokumentar, der hitter hos brugerne.

Bombe under seertallene

Hos Danmarks største kommercielle stationer er man stadig tilbageholdende, når det kommer til at levere indhold til Joost.

Netop stationer som TV 2 og TV 3 risikerer at blive ramt af Joost, der potentielt ville kunne vise de store amerikanske serier samme dag som i USA og dermed være en bombe under seertallene herhjemme.

TV 2 ser ikke Joost som en trussel, og direktør for TV 2 s interaktive del, Rune Bech, mener, at TV 2 med sine egne tilbud er godt garderet til fremtiden. Samme reaktion møder man hos TV 3, der endnu ikke har en decideret platform for tv på nettet.
»Men vi har alt indholdet, så det er bare et spørgsmål om tid,« siger adm.dir. i MTG New Media, Jette Jørgensen.

Hun kalder nettet »et alternativ« og mener ikke, at Joost kan gøre noget, TV 3 ikke selv er i stand til.
»Vi tager ikke truslen alvorligt de første par år. Så længe vores rettigheder er beskyttet geografisk, er det ikke noget, vi bekymrer os om.«

 SKRIV KOMMENTAR
Du skal være logget på for at kommentere.
Gratis nyhedsbrev
Vejret i dag | Danmark 18°
Powered by AccuWeather
Annonce
MEST POPULÆRE PÅ AVISEN.DK forrigenæste