Se & Hørs stort opsatte artikler om Naser Khaders påståede brug af sort arbejde kommer til at koste Henrik Qvortrup pladsen i DR-programmet Jersild & Spin for resten af denne sæson.
- Henrik Qvortrup kommer ikke tilbage på programmet i resten af sæsonen. Vi har besluttet at køre videre med Niels Krause-Kjær, siger værten Jens Olaf Jersild til B.T.
Qvortrup trak sig frivilligt fra programmet efter Se & Hørs skriverier om Naser Khader. Samtidig valgte TV2 og Berlingske Tidende at ikke at bruge ham under valgkampen.
Jens Olaf Jersild siger til avisen, at Khader-sagen ikke er den direkte årsag til, at han har droppet Qvortrup som spin-ekspert i programmet.
- Dét er en af flere ting. Vi har fået meget positive reaktioner fra seerne på Niels Krause-Kjær. Folk har set det som en spændende fornyelse. Og så har vi vurderet, at Niels Krause-Kjær går det godt, siger Jens Olaf Jersild.
DR vil ikke oplyse, om Henrik Qvortrup kommer tilbage til programmet i den næste sæson.