Cykling kan være en farlig sport, og derfor havde mountainbike-rytteren Peter Riis Andersen ikke de store fysiske skrubler over at dope sig med Epo - selv om han studerer medicin og kender til de mulige konsekvenser for helbredet.
- Der er forskel på, hvor stor risiko der er ved de enkelte metoder, og der er færrest gener og men ved Epo. Når man dyrker en sport, som jeg gør, så kan man miste sin førerlighed ved et øjebliks uopmærksomhed. Så det var en risiko, jeg måtte løbe, hvis jeg ville hen, hvor jeg ville, sagde Peter Riis Andersen på pressemødet, hvor han indrømmede brugen af Epo.
En indrømmelse, der koster ham OL-deltagelsen og har udløst en fyreseddel fra hans tyske cykelhold.
Men de overvejelser havde den 28-årige cykkelrytter overhovedet ikke, da han efter EM midt i maj måned besluttede sig for at købe seks ampuller Epo.
- Jeg tror, grunden er, at en fyr som mig kan føle sig udødelig. Jeg rystede heller ikke i bukserne, efter jeg blev kontrolleret. Jeg tænkte, det sker ikke for mig, og jeg har måske også skubbet det fra mig, at det var forkert, sagde Peter Riis Andersen, der nu regner med at stoppe karrieren inden for den sport, der har givet ham fem danmarksmesterskaber.